Ferieoplevelser skaber minder for livet
Enestående Forældre støtter familier i sommerferien
Solen skinner fra en skyfri himmel. Lyden af glade stemmer fylder luften sammen med duften af saltvand, solcreme og is. Sommerferien nærmer sig, og for mange børn og unge betyder det forventningsfulde blikke mod feriens mange oplevelser. Men ikke alle børn og unge kan se frem til ferien med forventningens glæde. Her er det bevidstheden og bekymringerne om, at der ikke er råd og plads i økonomien til særlige oplevelser der fylder. For børnene og deres forældre fylder bevidstheden om en tom kalender.
Foreningen Enestående Forældre arbejder for, at alle eneforældre skal have mulighed for at få gode oplevelser sammen med deres børn i løbet af sommeren. Derfor uddeler vi hvert år økonomisk støtte i form af legater til ferieoplevelser. Vi har modtaget 700 ansøgninger, og lige nu står 575 eneforældre på venteliste til at høre om de har fået et legat. Vi håber på snart at kunne gøre en forskel for mange af familierne. Gennem uddeling af legater på 1500 kr. per familie bidrager vi til, at flere eneforældre og deres børn kan nyde nogle af de små, men betydningsfulde ferieoplevelser, der gør sommeren særlig.
Hvem søger et legat til ferieoplevelser?
For mange familier handler det ikke om at tage på store ferier, men om at kunne give børnene en ekstra is en dag på stranden, en spændende tur i forlystelsesparken, et besøg i Zoo eller en hyggelig picnic i naturen. Oplevelser, små som store, skaber glæde og sammenhold i familien og giver børnene og de unge noget at fortælle om, når de vender tilbage til skolen.
Langt hovedparten af alle ansøgerne er på en offentlig ydelse. Hvor 27 % modtager kontanthjælp og 21 % modtager førtidspension, er kun 7 % lønmodtagere. Det betyder at over 90 % af det samlede antal ansøgninger vi har modtaget, kommer fra eneforældre på overførselsindkomster, og det er kendetegnene for deres økonomier, at råderummet er knapt. De ansøgninger vi har modtaget viser, at en kontanthjælpsmodtager med forsørgerpligt får udbetalt omkring 11.000 kr. månedligt efter skat. Det er beløb som dette, der skal finansiere familiernes sommerferie og tid sammen. Ansøgerne fordeler sig over hele Danmark. Størstedelen er bosat i Region Hovedstaden, og også Region Syddanmark samt Region Midtjylland er bredt repræsenteret. Herunder ses den regionale fordelingen af ansøgninger om et legat til ferieoplevelser modtaget i 2024:
- Region Hovedstaden: 220
- Region Midtjylland: 160
- Region Syddanmark: 155
- Region Sjælland: 94
- Region Nordjylland: 65
Lige nu venter lige over 575 eneforældre fordelt over hele Danmark svar på, om de har modtaget et legat til ferieoplevelser i sommerferien som de kan glæde deres børn med. Det betyder også, at tæt på 1.500 børn og unge også venter på svar. Her fylder uvisheden – for hvad skal man mon fortælle sine venner, at man har lavet efter sommerferien, når kalenderen er tom?
Læs mere om vores arbejde, og mulighederne for at bidrage her.